Monday, June 22, 2009

Tre husarer

Jeg læste i avisen her forleden at endnu tre danske soldater er faldet i Afghanistan, som ofre for endnu en vejsidebombe. Med disse tre er de danske tabstal kommet op på 25, et selvmord og et hjerteanfald inklusive. Jeg ville egentlig ikke sige noget om det, da det på mere end én måde er et minefelt at begive sig ud på, indtil jeg læste et udmærket digt af Klaus Rifbjerg, som jeg så alligevel følte fortjente et slags svar.

Lad det først være sagt at jeg er mod krigen i Afghanistan, hvis man da overhovedet kan kalde det en krig. Jeg er mod dansk og norsk deltagelse i de amerikanskledede operasjoner fordi jeg ikke ønsker at våre væbnede styrker skal være et instrument for en tvivlsom amerikansk udenrigspolitik, fordi jeg af pricipielle grunde er mod medlemskab i NATO, osv, osv. Jeg er en god socialist.

Men jeg er ikke pacifist, og jeg aftjente min værnepligt som sergent i hæren. De tre danske soldaters dødsfald rørte mig derfor, som altid, og så meget desto mere fordi det igen var soldater fra mit eget gamle regiment, Gardehusarregimentet, der faldt.

Når jeg nævner for mine venner, eller mine partikamerater, at vi igen har mistet nogle af våre soldater – for de er våre! – så får jeg ofte et svar jeg ikke er tilfreds med: Ja det er jo forfærdeligt, men vi skulle aldrig have været der i udgangspunktet.

Nej, det kan s'gu da godt være, men det er det forkerte svar!

Det er som om hvert tab mister sin betydning, opløses, og bliver til et argument i den diskussion der gik forud for krigen. Ja, det var en diskussion vi tabte fordi man løj for os. Nej, vi skulle aldrig have invaderet Afghanistan, i hvert fald ikke under de forudsætninger, ikke inden for rammerne af en koalition af bedragere og løgnere.

Men nu er vi der. Vi står der, og det er faktisk os der står der. Jeg ved at for mange på venstresiden er Forsvaret ligsom ikke rigtig os, det er de andre, noget fremmed og reaktionært, en slags krigsliderlig, kryptofascistisk sekt. Man ser et kornet billede af en dum, blond knægt i uniform og tænker: ”Han stemmer sikkert på Dansk Folkeparti.”

Sådan er det ikke for mig. Det er ikke det jeg ser. Jeg var socialist da jeg gik ind i hæren, jeg var socialist da jeg kom ud på den anden side som befalingsmand, og jeg har ingen vanskeligheder ved at forlige de to. Jeg ved af erfaring at man sagtens kan stå vagt for dronningen mens man står vagt for republikken i sit hjerte.

Jeg mødte gode og dårlige mennesker i løbet af min tid i hæren, officerer og befalingsmænd såvel som menige, og både moralsk og politisk var de så forskellige som ellers i det samfund de var udgået fra. Dette var i efterdønningerne af krigene på Balkan, et andet tragisk, amerikansk krigseventyr som Danmark havde ladet sig trække ind i.

Nogle af mine bedste soldaterkamerater havde helt afvigende synspunkter fra mine egne. Mange var højreorienterede. Mange var socialdemokrater. Mange var apolitiske. Nogle var socialister, som jeg selv. Meget få var regelrette fascister, selvom de da absolut fandtes.

Der blev diskuteret politik på alle niveauer, som overalt i samfundet ellers. Jeg kan huske engang på en øvelse uventet at komme over to gamle seniorsergenter som havde gået afsides for at skændes højlydt om detaljerne i Maastricht-traktaten.

Hvor vil jeg hen? Jeg vil ikke begive mig ind på en runde med kvalmende, nationalpornografisk onani, sådan som man kan læse det i pressen, hvor en soldats død beskrives med samme sadistiske nydelse som en gruppevoldtægt. Men jeg vil sige dette: Forsvaret er ikke lavet af symboler, abstraktioner, robotter. Det er lavet af mennesker, af drenge.

Våbenmagten er et redskab i hænderne på de folkevalgte, og underlagt folkets vilje, og det er godt sådan, selvom folket kan tage fejl. Jeg forbander ikke kniven, men hånden der fører den.

Soldater har meninger, de har stemmeret, de tror og de tvivler – men som borgere, aldrig som soldater, og det er godt sådan. Som soldater gør de hvad de bliver beordret til. De kan være uenige, men de klapper hælene sammen og siger ”Javel!” og det er godt sådan.

De går derhen hvor man peger, og de angriber det de får besked om at angribe, og de forsvarer det de får besked om at forsvare, og det er godt sådan.

Det gør de til deres Soldatenglück løber ud, og så dør de der hvor vi har fortalt dem at de skal dø. De har ikke bedt om, og har ikke brug for, at vi giver dem syndernes forladelse.

Skål for tre husarer som faldt, og skål for deres kamerater.

Jeg vil gerne citere en passage fra Johannes Helms' erindringer fra den første slesvigske krig, Soldaterliv i Krig og Fred for en Menneskealder siden (1889). Han beskriver en episode fra kampene ved Gudsø, den 7. maj 1849:

”Iøvrigt var der Noget, der i det Øjeblik fængslede min Opmærksomhed langt mere end Majoren og hans Tale. Da la Cour forlod Landevejen for at ride hen til os, lod han tre Husarer, der fulgte ham som Ordonnantser, holde ude paa Landevejen, saa at sige midt imellem de to heftig engagerede Halvbatterier, hvor de fjendtlige Granater haglede ned over dem, skjønt de ved at ride tyve Skridt til Siden kunde være komne under forholdsvis Dækning.

Jeg kunne ikke få mine Øjne fra de tre Ryttere. Ubevægelige sade de på Hestene med Front mod den fjendtlige Ild. Engang imellem gjorde en af Hestene et Sidespring eller et Tilløb til at rejse sig paa Bagbenene, når en Granat kom hvislende forbi, men Rytteren tvang den med hurtige Bevægelser tilbage, og atter sade de som Støtter av Malm.

Det var som om denne Scene, der omgav dem, ikke kom dem ved, der var kun én Ting, der kom dem ved, at holde på den Plads, der var dem anvist, at gøre deres Pligt.

Jeg har ofte tænkt på de tre Husarer paa Landevejen ved Gudsø, og der har været den Tid, da jeg har maattet minde mig selv om de tre unge Mænd, der, skjønt det ikke saa ud til at være til nogen Nytte, dog sade rolig paa Hesten midt i den voldsomme Ild, fordi de gjorde deres Pligt. Jeg blev lettere om Hjertet, da jeg saae dem alle tre uskadte ride derfra.”


6 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Hej Mikkel,
Det er en lidt uheldig ørn du har for neden på siden. I tysk historie er det en Partiørn for NSDAP. Kigger ørnen derimod over højre vinge er det en Rigsørn. Mvh,
Asger.

5:29 pm  
Blogger Mikkel said...

Hej Asger,
Tak for tipset, men det er med vilje. Jeg har fjernet hagekorset og erstattet det med en rød umlaut. Det er en lidt usmagelig intern vittighed, som jeg håber du undskylder.

11:23 pm  
Blogger Lasse said...

Respekt!

5:11 pm  
Blogger per-olof.dk said...

Hvorfor skulle det ikke være muligt at ændre den militære indsats, som Danmark har meget ringe indflydelse på, til en humanitær indsats, hvor Danmark langt bedre kan få et ord indført?

9:17 pm  
Blogger Mikkel said...

De to ting behøver vel ikke at udelukke hinanden?

Sikkerhedspolitisk tror jeg først og fremmest det er ønskeligt (og nødvendigt) at opretholde et troværdigt territorialforsvar.

Om vi bør vedligeholde og benytte os af et deployerbart forsvar til internationale operationer er en anden diskussion. Jeg så helst at det ikke skete inden for rammen af NATO.

Hvis der fandtes troværdige og legitime overnationationale organisationer ville diskussionen være lettere.

9:47 pm  
Blogger per-olof.dk said...

- i den konkrete situation tror jeg bare, at Danmark i den grad er uden indflydelse og betydning, at militær deltagelse mere skader os selv end det gavner Afghanistan.

9:51 am  

Post a Comment

<< Home